Efter to trælse år med Coronanedlukninger og aflysninger er Selskabet for Aalborgs Historie (SAH) i 2022 vendt tilbage til sit normale aktivitetsniveau. Foredragsrækken ”Nyt fra Historien” blev afviklet efter planen og SAH afholdt en velbesøgt generalforsamling i Odd Fellow palæets flotte rammer i maj måned.
Den første weekend i oktober tog SAH til Den Gamle By i Aarhus for at deltage i den historiske bogmesse Historien lever. Det var en god weekend, hvor vi ikke blot fik afsat Aalborgbøger til det østjyske publikum, men også fik mulighed for at mødes med en række andre lokalhistoriske foreninger og selskaber.
Årets Aalborgbog ”Budolfi Plads. Bygninger og begivenheder 1000-2022” blev leveret fra trykkeriet i slutningen af november måned.
Ved SAHs deltagelse i den lokalhistoriske bogmesse på Aalborg Stadsarkiv 4. december var der mulighed for at afhente årets Aalborgbog. Denne afhentningsordning blev en stor succes, som mere end 130 medlemmer benyttede sig af. Ugen efter blev Aalborgbogen så med hjælp fra vores dygtige frivillige pakket og gjort klar til omdeling og forsendelse til medlemmerne.
Som der vil fremgå af et tidligere opslag er SAH i samarbejde med Folkeuniversitetet i Aalborg gået i gang med at gentænke vores foredragsrække ”Nyt fra Historien”.
Dertil kan vi allerede nu løfte sløret for, at Aalborgbogen 2023 vil have fokus på Vikingernes Aalborg. Der er således nok at glæde sig til i 2023!
Mange hilsner og med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.
Jakob Ørnbjerg
Formand for Selskabet for Aalborgs Historie