Aflyst generalforsamling

Som vi alle ved, er hele landet jo stadig plaget af COVID-19. Vi håber at alle vore medlemmer er sluppet nådigt fra denne trælse epidemi.
For ikke at udsætte vore medlemmer for unødig smitterisiko, har bestyrelsen valgt, helt at aflyse generalforsamlingen i år. Det skyldes blandt andet, at vi jo plejer at være omkring 150 medlemmer samlet – enkelte gange op mod 200 og det synes vi vil være for risikabelt.
Rent praktisk har vi genvalgt de medlemmer der var på valg i år. De der var på valg har selvfølgelig accepteret at genopstille og derfor er følgende valgt:

  • Formand Jakob Ørnbjerg
  • Bestyrelsesmedlemmer Anthon Guldberg Poulsen og Holger Hassing Povlsen
  • Suppleanter Ulla Varnke Egeskov og Niels Hjulmand
  • Revisorer Bjarne Bang-Schnack og Bente Springborg

Vi håber på medlemmernes forståelse for bestyrelsens disposition vedrørende generalforsamlingen, og så håber vi selvfølgelig også, at kunne afholde generalforsamling på traditionel vis igen allerede til marts 2021.

Bestyrelsens beretning kan ses herunder og årets regnskab, som er revideret, kan ses HER.

Årsberetning 2019

Aalborgbogen 2019 har titlen ”Sommerliv ved Vestkysten. Aalborgensiske landliggere fra Blokhus til Løkken 1900-1945”. Den er resultatet af en holdindsats. Forfatter Simon Jacobsen fik ideen til bogen og har gjort et stort arbejde med at nedfælde de mange familie- og sommerhushistorier med relation til det aalborgensiske sommerliv ved vestkysten. Arkivar og historiker Bente Jensen har efterfølgende skrevet historien ind i en turisme- og byhistorisk kontekst. For begge forfatteres vedkommende har der været tale om et meget stort og detaljeret indsamlings- og skrivearbejde.
Aalborgbogen 2019 udkom 12. december 2019. Den blev vel modtaget af både læsere og anmeldere. I januar 2020 var første oplag af Aalborgbogen udsolgt. På den baggrund blev andet oplag trykt. Aalborgbogen 2019 kan således fortsat købes ved henvendelse til Selskabet for Aalborgs Historie eller de lokale boghandler.
Aalborgbogen 2020 er også undervejs. Den skrives af en gruppe af historikere, museumsfolk og arkivarer. Emnet bliver Aalborgs forlystelsesliv fra 1600-tallet og frem til det 20. århundrede. Vi glæder os til at se resultatet og ønsker forfatterne god arbejdslyst.
I september 2019 var vi på besøg hos de nye studerende på Historiestudiet på Aalborg Universitet. De studerende fik her en orientering om SAH og vores arbejde og modtog dertil hver en boggave. Når vi bruger tid og bøger på sådant et besøg skyldes det to ting. For det første kan vi naturligvis altid bruge nye og endnu flere medlemmer. For det andet benyttede vi besøget til at gøre så vel studerende som undervisere opmærksomme på, at SAH altid er interesserede i at høre nærmere om historieopgaver og specialer med Aalborgbogspotentiale.
Den første december 2019 deltog SAH i den årlige lokalhistoriske bogmesse, der afholdes på Aalborg Stadsarkiv. Det er efterhånden blevet en tilbagevendende og hyggelig juletradition, hvor vi ikke blot får hvervet nye medlemmer og solgt en del af vores bøger, men også får tid til en god snak med de mange andre lokal- og kulturhistoriske forfattere og foreninger, der deltager i dette arrangement.
Samtidigt er vi aktive på både de sociale og digitale medier. Vi har en stor og velfungerende hjemmeside, der løbende bliver opdateret. På Facebook havde SAH pr. 22. april 2020 713 venner og 714 følgere. Der er naturligvis plads til mange flere!
Til sidst vil jeg gerne sige tak til SAHs bestyrelse, revisorer og bogpakkere for godt samarbejde i 2019. Der skal også rettes en stor tak til Nordjyllands Historiske Museum og Aalborg Stadsarkiv for godt samarbejde i det forgangne år. På sidstnævnte lokalitet har vi vores boglager, ligesom det er her, vi afholder vores bestyrelsesmøder.

Med mange hilsner
Jakob Ørnbjerg, formand for Selskabet for Aalborgs Historie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

+ 41 = 47