Torsdagsforedrag

I samråd med Folkeuniversitetet i Aalborg (FU) og de øvrige samarbejdende kulturelle foreninger er der blevet foretaget enkelte ændringer i forbindelse med torsdagsforedragene.

Først og fremmest har disse nu taget navneforandring fra ”Torsdagsforedragene” til ”Nyt fra Historien”. Det skyldes for det første, at der er voksende interesse for denne foredragsrække. Med navneændringen håber vi så ledes, at kunne tiltrække endnu flere tilhører og potentielle nye medlemmer til arrangementerne.
Desuden er starttidspunktet blevet flyttet fra klokken 19:30 til klokken 19:00. Dette gør det lettere for udefrakommende foredragsholdere at nå hjem igen i ordentlig tid.

Foredragsrækken er naturligvis fortsat gratis for medlemmer af Selskabet for Aalborgs Historie.

Derudover vil foredragene fortsat finde sted om torsdagen og foredragslokalet vil fortsat være placeret i Aalborg Universitets auditorium på Badehusvej. Nærmere oplysninger om datoer og foredragsemner HER. De enkelte foredrag vil desuden blive omtalt på vores Facebookside.

Aflyst generalforsamling

Som vi alle ved, er hele landet jo stadig plaget af COVID-19. Vi håber at alle vore medlemmer er sluppet nådigt fra denne trælse epidemi.
For ikke at udsætte vore medlemmer for unødig smitterisiko, har bestyrelsen valgt, helt at aflyse generalforsamlingen i år. Det skyldes blandt andet, at vi jo plejer at være omkring 150 medlemmer samlet – enkelte gange op mod 200 og det synes vi vil være for risikabelt.
Rent praktisk har vi genvalgt de medlemmer der var på valg i år. De der var på valg har selvfølgelig accepteret at genopstille og derfor er følgende valgt:

  • Formand Jakob Ørnbjerg
  • Bestyrelsesmedlemmer Anthon Guldberg Poulsen og Holger Hassing Povlsen
  • Suppleanter Ulla Varnke Egeskov og Niels Hjulmand
  • Revisorer Bjarne Bang-Schnack og Bente Springborg

Vi håber på medlemmernes forståelse for bestyrelsens disposition vedrørende generalforsamlingen, og så håber vi selvfølgelig også, at kunne afholde generalforsamling på traditionel vis igen allerede til marts 2021.

Bestyrelsens beretning kan ses herunder og årets regnskab, som er revideret, kan ses HER.

Årsberetning 2019

Aalborgbogen 2019 har titlen ”Sommerliv ved Vestkysten. Aalborgensiske landliggere fra Blokhus til Løkken 1900-1945”. Den er resultatet af en holdindsats. Forfatter Simon Jacobsen fik ideen til bogen og har gjort et stort arbejde med at nedfælde de mange familie- og sommerhushistorier med relation til det aalborgensiske sommerliv ved vestkysten. Arkivar og historiker Bente Jensen har efterfølgende skrevet historien ind i en turisme- og byhistorisk kontekst. For begge forfatteres vedkommende har der været tale om et meget stort og detaljeret indsamlings- og skrivearbejde.
Aalborgbogen 2019 udkom 12. december 2019. Den blev vel modtaget af både læsere og anmeldere. I januar 2020 var første oplag af Aalborgbogen udsolgt. På den baggrund blev andet oplag trykt. Aalborgbogen 2019 kan således fortsat købes ved henvendelse til Selskabet for Aalborgs Historie eller de lokale boghandler.
Aalborgbogen 2020 er også undervejs. Den skrives af en gruppe af historikere, museumsfolk og arkivarer. Emnet bliver Aalborgs forlystelsesliv fra 1600-tallet og frem til det 20. århundrede. Vi glæder os til at se resultatet og ønsker forfatterne god arbejdslyst.
I september 2019 var vi på besøg hos de nye studerende på Historiestudiet på Aalborg Universitet. De studerende fik her en orientering om SAH og vores arbejde og modtog dertil hver en boggave. Når vi bruger tid og bøger på sådant et besøg skyldes det to ting. For det første kan vi naturligvis altid bruge nye og endnu flere medlemmer. For det andet benyttede vi besøget til at gøre så vel studerende som undervisere opmærksomme på, at SAH altid er interesserede i at høre nærmere om historieopgaver og specialer med Aalborgbogspotentiale.
Den første december 2019 deltog SAH i den årlige lokalhistoriske bogmesse, der afholdes på Aalborg Stadsarkiv. Det er efterhånden blevet en tilbagevendende og hyggelig juletradition, hvor vi ikke blot får hvervet nye medlemmer og solgt en del af vores bøger, men også får tid til en god snak med de mange andre lokal- og kulturhistoriske forfattere og foreninger, der deltager i dette arrangement.
Samtidigt er vi aktive på både de sociale og digitale medier. Vi har en stor og velfungerende hjemmeside, der løbende bliver opdateret. På Facebook havde SAH pr. 22. april 2020 713 venner og 714 følgere. Der er naturligvis plads til mange flere!
Til sidst vil jeg gerne sige tak til SAHs bestyrelse, revisorer og bogpakkere for godt samarbejde i 2019. Der skal også rettes en stor tak til Nordjyllands Historiske Museum og Aalborg Stadsarkiv for godt samarbejde i det forgangne år. På sidstnævnte lokalitet har vi vores boglager, ligesom det er her, vi afholder vores bestyrelsesmøder.

Med mange hilsner
Jakob Ørnbjerg, formand for Selskabet for Aalborgs Historie

Kontingent / Betalingsservice

HVOR ER DET DEJLIGT!

475 medlemmer – omkring halvdelen af alle foreningens medlemmer – har tilmeldt sin kontingentbetaling til BS – Betalingsservice.

Det har lettet kassererens arbejde betydeligt. TAK FOR DET.

For de medlemmer er der ingen tvivl om hvem der har indbetalt.

Hvert år kommer der 4-6 indbetalinger som ikke kan identificeres fordi der mangler navn, hvorved vi ikke ved hvor årbogen skal sendes hen.

Det sker ikke ved de der er tilmeldt BS.Nu skal vi bare have den anden halvdel af medlemmerne til at tilmelde sig BS, så bliver det rigtig godt.

DU kan tilmelde dig til BS via dette LINK

Du skal bruge:

  • dit medlemsnummer (uden evt komma)
  • din NEM-ID og
  • dit kontonummer

Nyhedsbrev april 2020

Som følge af Covid-19/Coronavirus-situationen har Selskabet for Aalborgs Historie (SAH) været nødt til at aflyse den årlige generalforsamling, der ellers skulle have været afholdt i maj. Derfor følger her en forkortet digital årsberetning om SAHs aktiviteter i 2019.

Årsberetning 2019

Aalborgbogen 2019 har titlen ”Sommerliv ved Vestkysten. Aalborgensiske landliggere fra Blokhus til Løkken 1900-1945”. Den er resultatet af en holdindsats. Forfatter Simon Jacobsen fik ideen til bogen og har gjort et stort arbejde med at nedfælde de mange familie- og sommerhushistorier med relation til det aalborgensiske sommerliv ved vestkysten. Arkivar og historiker Bente Jensen har efterfølgende skrevet historien ind i en turisme- og byhistorisk kontekst. For begge forfatteres vedkommende har der været tale om et meget stort og detaljeret indsamlings- og skrivearbejde.

Aalborgbogen 2019 udkom 12. december 2019. Den blev vel modtaget af både læsere og anmeldere. I januar 2020 var første oplag af Aalborgbogen udsolgt. På den baggrund blev andet oplag trykt. Aalborgbogen 2019 kan således fortsat købes ved henvendelse til Selskabet for Aalborgs Historie eller de lokale boghandler.

Aalborgbogen 2020 er også undervejs. Den skrives af en gruppe af historikere, museumsfolk og arkivarer. Emnet bliver Aalborgs forlystelsesliv fra 1600-tallet og frem til det 20. århundrede. Vi glæder os til at se resultatet og ønsker forfatterne god arbejdslyst.

I september 2019 var vi på besøg hos de nye studerende på Historiestudiet på Aalborg Universitet. De studerende fik her en orientering om SAH og vores arbejde og modtog dertil hver en boggave. Når vi bruger tid og bøger på sådant et besøg skyldes det to ting. For det første kan vi naturligvis altid bruge nye og endnu flere medlemmer. For det andet benyttede vi besøget til at gøre så vel studerende som undervisere opmærksomme på, at SAH altid er interesserede i at høre nærmere om historieopgaver og specialer med Aalborgbogspotentiale.

Den første december 2019deltog SAH i den årlige lokalhistoriske bogmesse, der afholdes på Aalborg Stadsarkiv. Det er efterhånden blevet en tilbagevendende og hyggelig juletradition, hvor vi ikke blot får hvervet nye medlemmer og solgt en del af vores bøger, men også får tid til en god snak med de mange andre lokal- og kulturhistoriske forfattere og foreninger, der deltager i dette arrangement.

Samtidigt er vi aktive på både de sociale og digitale medier. Vi har en stor og velfungerende hjemmeside, der løbende bliver opdateret. På Facebook havde SAH pr. 22. april 2020 713 venner og 714 følgere. Der er naturligvis plads til mange flere!

Til sidst vil jeg gerne sige tak til SAHs bestyrelse, revisorer og bogpakkere for godt samarbejde i 2019. Der skal også rettes en stor tak til Nordjyllands Historiske Museum og Aalborg Stadsarkiv for godt samarbejde i det forgangne år. På sidstnævnte lokalitet har vi vores boglager, ligesom det er her, vi afholder vores bestyrelsesmøder.

Med mange hilsner og med ønsket om en god sommer

Jakob Ørnbjerg, formand for Selskabet for Aalborgs Historie

Aalborgbogen 2019

SÅ ER VENTETIDEN SNART FORBI
ÅRETS AALBORGBOG VIL BLIVE LEVERET MEDIO DECEMBER

 

Selv om vinteren står for døren, er der i dette års bog dømt sol, sommer- og badeliv.

Sommerliv ved kysten

Aalborgensiske landliggere fra Blokhus til Løkken

1900 – 1945

Aalborgbogen 2019 handler om sommerliv på Vestkysten mellem Blokhus og Løkken i perioden 1900 – 1945.  I perioden var kysten fra Blokhus til Løkken et sommersamfund for et stort antal aalborgensere. De første pionerer byggede sommerhus fra 1902 i Blokhus, i Løkken fra 1913, da jernbanen nåede byen. Forinden havde mange Aalborgensere tilbragt somrene i de hoteller og pensionater, der skød op ved kysten fra Blokhus til Løkken fra slutningen af 1800-tallet. Andre indlogerede sig hos lokale. Livet ved kysten hang således tæt sammen med livet og vilkårene i Aalborgområdet og vice versa.

Bogen fortæller om opdagelsen af kysten, de første sommerhuse komme og følger udviklingen op til Anden Verdenskrig,  hvor stadig flere fik for mulighed for at komme til Vestkysten. Den slutter med Besættelsen, der satte en brat stopper for sommerlivet og en lang række sommerhuse blev fjernet eller overtaget af tyskerne. Historien bliver fortalt gennem en række familiers sommerhushistorier, som bliver sat ind i den generelle udvikling og den tætte forbindelse til Aalborg.

Bogen er skrevet af forfatter Simon Jacobsen og Bente Jensen, historiker og arkivar på Aalborg Stadsarkiv.

BS – Betalingsservice

Et længe næret ønske fra vore medlemmer, er nu blevet en realitet. Foreningen har tilsluttet sig Betalingsservice, Det betyder også, at du, som medlem, kan tilmelde dig.

Det har den store fordel for dig, at:

  • din kontingent bliver betalt automatisk
  • din kontingent bliver betalt til tiden
  • Du kommer ikke til at betale to eller flere gange (det er der nogen der gør!)
  • du ikke glemmer at betale
  • du får betalt selv om du overser et nyhedsbrev
  • du modtager bogen med første udsendelse

Du kan allerede nu tilmelde din kontingentindbetaling til Betalingsservice, så vil det blive trukket allerede fra næste bogudgivelse.

Følg DETTE LINK. Du skal indtaste:

  • Dit CPR-nummer
  • Din bankkonto (Reg.nr og kontonr)
  • Dit medlemsnummer (kundenr). Du finder medlemsnummeret i det senest modtagne nyhedsbrev (se bort fra eventuel komma). Hvis du ikke kan huske det kan du få det ved at sende en email til KASSEREREN.
  • Din NEM-ID

Anmeldelse af 2018-bogen

Alle tiders død

Bente Springborg: Memento mori. Kirker, kirkegårde og begravelser i Aalborg ca. 1000-1806

116 sider, rigt illustreret,

Udgivet af ”Selskabet for Aalborgs historie” som Aalborgbogen 2018.

Aalborg er som by betragtet mere end 1000 år gammel. Den gamle bykerne er forholdsvis overskuelig, og takket være den generelle udvikling med deraf følgende byggeprojekter graves der ofte i de gamle lag. Det historiske museum er rutinemæssigt inde over, og det fører til nye fund næsten hver gang.

I denne bog samler arkæologen Bente Springborg virkelig mange spredte oplysninger under den sigende ramme døden. Det er primært gravfund, gravformer, skeletter og det vi ved fra dem, og så kobler hun med de skrevne kilder om de forhold, der har hersket i byen. Det er der kommet en glimrende bog ud af.

Det centrale Aalborg har haft seks, måske syv kirkegårde gennem den behandlede periode (1 findes endnu), der har været to klostre (det ene findes endnu) og fire-fem kirker, hvoraf to stadig bruges. De gamle sogne- og klosterkirker har alle på landsbyvis været omgivet af grave, men med etableringen af den såkaldte Almenkirkegård i 1806 var det slut med bybegravelserne.

Man kan se, at gravskikkene ændres over tid, fx kan middelalderbegravelser nogle gange dateres ud fra måden, ligets arme er lagt på. Vi følger de riges indtog i selve kirkebygningerne og deres efterfølgende udflytning, vi ser grave i teglkasser, i træ, med udsmykninger eller helt uden, vi ser benhuse og massegrave. Grevens fejde gik hårdt ud over byen, fordi skipper Clement havde forskanset sig og blev belejret og besejret af Rantzau med plyndringer og dødsfald til følge.

Man finder individuelle tragedier, brande, ulykker, vold og livslange ophold i dårekisten, og man finder spedalske for sig på Sct. Jørgensgården og samtidig sandsynligvis uopdagede spedalskhedstilfælde i ordinære grave. Der er slidgigt, tandbylder, voldsomme knogleskader og endda nogle, der overlevede sådanne i lang tid.

Med den brede indledning om kristendommen, ritualerne, de sociale standsmarkører og begravelsestraditioner er man godt klædt på til den minutiøse gennemgang af fundene, ordnet efter kirker og klostre. Museet har leveret over 40 glimrende fotos af både fund, fundsteder og andre genstande, og ikke mindst de 15 kort og plancher er vældig anskuelige og udtryk for et stort og veludført formidlingsarbejde. Blot er det mindre heldigt, at noterne i brødteksten forsvinder i en meget detaljeret kildefortegnelse, som man virkelig skal være videnskabeligt anlagt eller usædvanligt tålmodig for at få glæde af.

Hvad skal en religionslærer så med det? Jeg tog i efteråret mit enkeltfagshold i religion med i de to kirker, ned i gråbrødreudgravningen og ud på almenkirkegården i løbet af kristendomsforløbet, og jeg ville ønske, jeg på det tidspunkt havde kendt bogen. I andre købstæder kan noget lignende måske lade sig gøre, blot er det ikke sikkert, man har så godt baggrundsmateriale til rådighed. Men arbejder man med et forløb om døden og begravelsesritualer, vil en bog som denne også afgive masser af inspiration, selv til kolleger, der ikke bor i Aalborg.

Hans Gregersen Aalborg City Gymnasium

Nyt logo

På generalforsamlingen 23. maj 2019 var der stor tilslutning til en meget nænsom modernisering af foreningens gamle logo.

Logoet er et købstadssegl for Aalborg by helt tilbage fra Middelalderen, som foreningen har brugt næsten siden stiftelsen i 1967, så det kan vel siges, at det er på tide der sker noget med det.

Efter et forsøg på en gennemgribende ændring af logoet til et meget moderne design, som, på det bestemteste, blev afvist af medlemmerne ved vores jubilæumsfest, besluttede bestyrelsen, at forsøge igen med et layout der bestod af det gamle logo, der blot er blevet renset, så det fremstår mere klart og tydeligt. Endvidere er der lavet en farvelagt version.

Vi håber medlemmerne tager godt imod foreningens nye identitet.