2015 100 år i Hammer Bakker

2015: 100 år i Hammer Bakker – Fra Åndssvageanstalt til Handicapområde (Allan Skou Kristensen)

UDSOLGT FRA UDGIVEREN

Bogen omhandler Vodskov Åndssvageanstalt og dens 100-årige historie, der beskrives  indgående igennem fire kapitler. I 1916 åbnedes en mindre åndssvageanstalt i Vodskov nordøst for Aalborg, der indledningsvist havde små kår, men som i løbet af efterkrigstiden udviklede sig til en institution med omkring 1.000 beboere og ansatte.

Den historiske fremstilling beskriver ikke blot begivenhederne på institutionen, men knytter dem også op på den bredere nationale udvikling inden for handicapområdet. Igennem beskrivelsen af den 100-årige periode beskrives mange forskellige emner.

Blandt andet sterilisationsbehandlingerne i slutningen af 30’erne, de åndssvages forhold under den hierarkisk styrede anstalt i 50’erne, plejeelevernes oplevelse af arbejdsforholdene i 70’erne og de markant forbedrede leveforhold i 1990’erne. Aalborgbogen 2015 er beskrivelsen af en af de mest markante institutioner i Nordjylland og er samtidigt en markering af dens stadige betydning for borgere i området.